Dødsdagen lørdag den 25.10.97

Endelig kom der gang i min mælkeproduktion. Jeg ville jo så gerne give Nikolaj noget af hans egen mælk (gennem sonde selvfølgelig). Jeg kom stolt ned på Neonatal om morgenen med nogle gyldne dråber råmælk, og jeg blev rost til skyerne, for der skal immervæk noget til for at få mælken igang under disse omstændigheder. Jeg følte en enorm glæde, da de gav ham min mælk. Så nu måtte han da for pokker blive rask! Han havde også haft det godt hele natten, og røntgenbillederne så tilfredsstillende ud.

Vi havde endda så meget overskud, at vi begyndte at pjatte lidt med personalet, for det hele så så lyst ud her til morgen. Der var endda faldet lidt sne. Endelig kunne vi ringe med lidt godt nyheder til vore forældre. Det så ud til at han klarede den!! Jubiii. Min mand og jeg krammede og kyssede hinanden.

Mad - ja, det skal man jo også have for at overleve, så vi bestilte en pizza omkring frokost tid. Men den nåede vi aldrig at sætte tænderne i.

Vi var inde på hans stue, da lægerne ville rette lidt på hans butterfly, og vi gik ud, for det havde vi ikke lyst til at se på. Ca. 10 min. sagde de, så var han klar igen, og vi kunne komme ind til ham og nusse ham videre.

Glad og lystig gik vi gik ud og ventede. De 10 min. gik og blev til 20 min. Pludselig kom der nye læger til, som vi ikke havde set før, og sygeplejerskerne begyndte at løbe frem og tilbage mellem hans stue og medicindepotet - Det tog åbenbart for lang tid, for de rullede hele medicinreolen derind. Senere erfarede vi, at hans anden "raske" lunge pludselig kollapsede, og dette forårsagdede døden.

Døden:

Åhhh - jeg begyndte at skælve over hele kroppen, for dette her virkede ikke særlig godt. En sygeplejerske kom til os og sagde, at lægerne arbejdede med ham, men det så ikke godt ud. Hverken Georgios eller jeg turde spørge, om han ville overleve. Sygeplejersken gik igen. Min mand gik rundt med knyttede næver og sagde: "Han SKAL klare den, han SKAL klare den, han SKAL klare den ....... ". Pludselig følte jeg en overvældende træthed, og jeg blev vred på mig selv over at kunne blive træt i en situtation som denne. Hvordan kunne jeg overhovedet have plads til egne følelser, når Nikolajs liv stod på spil? (Senere er jeg blevet overbevist om, at det var Nikolajs sjæl, der forlod dette jordiske liv, og svævede forbi min sjæl og kyssede den farvel).

Sygeplejersken kom igen ind til os med tåre i øjnene og sagde, at vi hellere måtte skynde os ind til ham, fordi hun mente ikke, at han ville overleve. NEJ, NEJ, DE ORD VAR FORBUDTE!!!! Sig det ikke - sig det er løgn..... græd jeg. Hun rystede på hovedet, mens en tåre stille trillede ned af hendes kind. Min mand begyndte at slå i væggen og råbe NEEJ, NEEJ. Jeg trak afsted med ham, for vi skulle jo skynde os......

Da vi kom ind til hans kuvøse, stod en læge og gav ham hjertemassage - nok mest for syns skyld for han var død, men det var vi ikke klar over på dette tidspunkt. Alle gav plads for os - selv lægen holdt op med at give hjertemassage. Jeg tog han lille forstukne hånd, og min mand nussede hans lille forstukne fod. Jeg bad højlydt til Vorherre - Kære Vorherre, lad ham leve. Og sagde til Nikolaj, kom så min dreng, du kan godt, du er stærk. Dette stod vel på et halvt minuts tid, indtil jeg fik kigget op på monitoren, og så rigtigt efter.... EKG-linien var FLAD!!!! Nikolaj var DØD!!! Han er død - sagde jeg grædende til min mand. Så blev alting sort... Jeg slog på ruden, på min mand, på mig selv.... Og skreg...!!!

Nej, det er ikke sandt - ikke efter 2 dage og 2 timer... Han kan ikke bare dø, vores lille elskede Nikolaj. Kom tilbage til os. Vi elsker dig.

Jeg fik lagt Nikolaj over i favnen og sad lidt med ham, men min mand var ved at gå fuldstændig op i limningen, så jeg gav ham Nikolaj i favnen. Sådan sad vi i 10 minutter og blev derefter ført ind i et lille værelse, hvor vi kunne være alene. Her havde vi vores lille døde dreng hos os i 3 timer, så kunne vi ikke holde det ud længere. Det blev væmmeligt, da han begyndte at blive stiv og blive alt for marmoreret. Vi fik taget en god og lang afsked med vores elskede Nikolaj.

FARVEL LILLE SKAT

Digt:

Mit Første Barn

I kærlighed blev du skabt.
I glæde og forventning blev du båret i 9 mdr.
Du gjorde fødslen til en oplevelse for livet,
både for din far og mor

Du ændrede vores liv fra at være lyst og forventningsfuldt,
til at være mørkt, frygtsomt, urimeligt, sørgeligt,
uoverskueligt, ulideligt, meninsløst...

Alligevel er du det bedste, der er hændt os til dato.
Vi fik aldrig rigtig lært dig at kende, men du har lært os
en hel del sider af livet vi ikke vidste eksisterede.

Vi kunne godt have været foruden disse ting,
men vi er blevet bedre mennesker.
Du gav os et nyt syn på mange ting.
Du var så fin...