Efter ca. 5 minutter fik jeg min lille skat over på maven, men kun lige i ½ minut for hans kulør var ikke særlig god, og han var en "knirker" (når lungerne ikke fungerer optimalt). Min mand og lægen løb afsted med ham ned på neonatal afdelingen.
Jeg lå på fødestuen og anede intet om, hvordan det gik. En af de længste timer i mit liv. En sygeplejerske kom ind og fortalte mig, at han vejede 4000 g og var 58 cm. lang - og det var al info, jeg fik om min lille søn.
Endelig kom min mand tilbage, og efter 1½ time på fødestuen kunne jeg endelig komme ned og se ordentligt på min dreng.
Han lå der ligeså stille i sin kuvøse med hue på hovedet og fik ilt gennem næsen. Jeg begyndte at græde, for jeg kunne jo ikke holde ham, og intet var gået som "efter bogen". Jeg havde bare sådan lyst til at kramme ham og mærke ham ind til min krop - sådan som sådan noget nu plejer at forløbe. Istedet kunne jeg betragte ham gennem en glasrude - og kun ae ham på kroppen - min fine lille søn.
Men hans tilstand blev meget hurtigt forværret. Efter få timer blev han lagt i respirator for at forebygge, at hans lunger skulle tage skade. Men det var for sent.... Røntgenbillederne af hans lunger viste, at det var MEGET slemt. De kunne så at sige ikke se lungerne på billederne, for de var helt "inficeret" af fostervandet med afføringen i.
Jeg tænkte bare: Det her sker ikke for os. Han er fuldstændig normal og fuldbåren, og nu ligger han her i en respirator!! Det var forfærdeligt. Jeg fik kun ringet til min søster og en veninde, da jeg lå på fødeafdelingen og ventede, men nu havde jeg overhovedet ikke lyst til at ringe til nogen, for jeg anede ikke, hvad jeg skulle sige..... Jeg var meget fortvivlet og forhåbningsfuld samtidig.
Et sted efter kl. 16.00 (min tidsfornemmelse gik fløjten) blev vi kontaktet af en læge, der fortalte os, at de var nødt til at lægge en butterfly ind i højre side, for Nikolajs ene lunge var kollapset. NEJ - skreg det inde i hovedet på mig. Det kan ikke være sandt. Lægerne sagde jo blot for en time siden, at det så nogenlunde ok ud, og læger kan jo ALT. Hvad er det der sker..... Georgis og jeg havde lige siddet og talt om, hvor lykkelige vi var over at være blevet forældre og over, at det så ud til at alt heldigvis ville gå godt.
Sikke et syn... Ledninger og målere overalt, og nu denne butterfly stukket ind i hans lille krop. Han lå med lukkede øjne, for han fik beroligende medicin og morfin, men alligevel havde han rynker i sin lille pande. Lægerne garanterede os, at han var smertefri, men han var jo anstrengt det lille pus - han kæmpede virkelig en brav kamp.
Georgios og jeg prøvede at holde tårene tilbage, når vi var hos ham, for vi var bange for, at vores svaghed ville blive overført til ham, og han skulle kunne mærke det og opgive.
Han var så lille og skrøbelig, vores lille Nikolaj.
Da klokken var langt over midnat, blev vi beordret i seng. Men vi havde ikke lyst til at forlade hans side - selvom det var 2 døgn siden nogen af os havde fået sovet.
Der var også blevet redt op til Georgios på stuen på barselsgangen.
Jeg græd som pisket, da jeg kom op på stuen. Jeg blev nu overvældet af alle følelserne. Fødselsoplevelsen - som var blevet skubbet i baggrunden - og angsten for fremtiden. Men alligevel turde jeg ikke blive for ked af det, for selvfølgelig ville han overleve.
Hvor gjorde det ondt at se de andre mødre med deres krybber og babyer, når vores lille Nikolaj lå i respirator på neonatal. Jeg var misundelig som bare fanden og ønskede kun, at det var mig, der var i en "normal" situation med barselsgæster og blomster over det hele. Men sådan var det desværre ikke.
Klokken ca. 04.00 blev vi vækket af personalet, der sagde, at vi hellere måtte gå ned til Nikolaj, for hans tilstand var kritisk. Han var blevet meget ustabil i løbet af den sidste times tid, og da vi kom derned, var det meget hårdt at se ham ligge der med alle ledningerne. Selvom han fik morfin og sovemedicin, kæmpede han sig ud af døsen og kiggede på os med sine mørke øjne...... Hvor havde jeg lyst til at tage ham med i min favn og løbe væk med ham. Vi var SÅ magtesløse - der var intet vi kunne gøre for vores lille søn. Det var forfærdeligt.
Heldigvis fik han det bedre, han behøvede ikke længere at få tilført 100% ilt, men kunne klare sig med "kun" ca. 80%. Igen så vi lidt lys forude. Plejepersonalet var vældig rare, og han kunne ikke have fået bedre pleje andre steder. Men senere på formiddagen blev hans tilstand igen alvorlig. Han blev så dårlig, at respiratoren ikke kunne respirere ham ordentligt, og kun ved håndrespiration fik han ilt nok rundt i systemet. Vi blev spurgt, om vi havde overvejet et navn til ham, for lægerne ville på det kraftigste anbefale, at han blev døbt meget hurtigt.
Nøddåb - kaldte de det... Hvorfor mon??? Meget hurtigt blev vores lokale præst tilkaldt, og der blev rigget fint til med vandfad, salmebøger, bibler og blomster. De ydre rammer var smukke..
Normalt er barnedåb en glædelig begivenhed, men denne dåb var så forfærdelig. Jeg græd mig igennem hele ceremonien og holdt mig kun oprejst, fordi min mand støttede mig. Jeg græd og græd og græd. Jeg kunne slet ikke se andet end mørke. Jeg vidste jo godt, hvorfor vores lille dreng blev døbt nu - det var fordi lægerne frygtede, at han ikke ville overleve dagen - måske timen. Jeg foldede mine hænder og sagde Fadervor sammen med præsten - og hvor jeg mente hvert et ord. Indeni skreg jeg til Vorherre om at høre min bøn og ikke tage vores lille søn til sig endnu. Han var så uskyldig. Han havde intet gjort, andet end at komme til denne verden for at bringe sine forældre glæde.
Men han blev døbt Nikolaj Branth Sagos den 24.10.1997 på Hvidovre Hospital, Neonatal Afdeling. Vi havde valgt sangen "Nu titte til hinanden". Se billede fra dåben
Senere på aftenen var han igen blevet stabil og lægerne sagde, at de ikke kunne se, hvorfor han ikke skulle kunne overleve. Nu havde han været stabil stort set siden dåben ved middagstid. Det var grusomt denne venden rundt hele tiden - stabil, ustabil, stabil, ustabil!! Vores nerver hang uden på kroppen.
Igen blev vi beordret i seng over midnat, og denne gang fik vi sovet lidt mere.
