Min egen teori går ud på, at hvis jordemoderen havde lyttet efter mit "Nej, lad være med at tage fostervandet", så var dette ALDRIG nogensinde gået galt.

Jeg ved udmærket godt, at det er almen praksis at prikke hul på fosterhinden, så fostervandet kan komme ud, for så bliver veerne kraftigere og der "kommer mere bid" i dem, som jordemødrene siger, men jeg tror fuldt og fast på, at der er en grund til, at fosterhinden brister af sig selv på et tidspunkt i forløbet.

Hinden brister, når livmoderen og barnet er "modent" til det. Nikolaj stod aldrig fast med hovedet i bækkenet, sådan som det ellers er normalt for første gangsfødende, og jeg tror ikke, han var klar til at blive presset ned - grundet trykket fra fostervandet - endnu, og derfor kom til at stå den "forkerte" vej, da han jo var stjernekigger.

Altså: Da fostervandet blev taget, blev Nikolaj tvunget længere ned i bækkenet og endte derfor med hovedet den forkerte vej, sked sikkert endnu mere i vandet grundet stresset ved denne uventede belastning og inhalerede til slut alt dette grønne fostervand ned sine lunger.

Jeg tror, at han ville ha' vendt rigtigt med hovedet, hvis han havde fået den fornødne tid til at skrue sig den rigtige vej ned i bækkenet, og vandet ikke var blevet taget, men det er jo en teori, man kan debattere i årevis, for det skete lader sig desværre ikke være usket.

Men kære jordemødre:

TAG FOR FANDEN OG LYT TIL DEN FØDENDE - DET ER TRODS ALT VORES KROP, OG VI KAN BEDST MÆRKE, HVAD DER ER RIGTIGT!!!!

 or CV here.