Hele graviditeten forløb perfekt - bortset fra en mindre blødning, da jeg var 10½ uge henne. Glæden og forventningen til babyen og tilværelsen derefter voksede og voksede. Jeg havde termin den 11/10-97 og alt var perfekt. Vi diskuterede mange pigenavne, hvorimod drengenavnet lå fast. Det skulle være Nikolaj, hvis det blev en dreng. Vi var til den normale scanning i uge 18, og vi hængte billedet op hjemme på opslagstavlen.
Jeg nød at gå på barsel 4 uger før terminien. Jeg gik og byggede "rede", som det vist så smukt hedder. Alt babytøjet blev vasket, sengen redt, barnevognen fundet frem og bleerne blev købt. Og tasken til hospitalet havde jeg også pakket.
Endelig blev det den "gyldne" dato 11/10 - men der var stilstand. Ingen veer, ingen tegnblødning - INGENTING! Jeg var ved at blive lidt utålmodig. En uge over terminen glædede jeg mig bare til at få det "overstået". Jeg var egentlig ikke bange for smerterne længere, nærmere spændt.
Dagenen gik og telefonen ringede oftere og oftere. Til sidst ændrede vi beskeden på telefonsvaren til: "I dag er det den og den dato - og NEJ - Heidi har stadig ikke født. Vi ringer".
Dagen op til fødslen
Den 21/10 var en dag som alle de andre "over-tiden-dage" (12 dage). Jeg var holdt op med at ringe til min mand Georgios på arbejdet, for han troede bare hver gang, at så NU er det tid, så jeg gik bare derhjemme og trissede rundt. Jeg turde ikke bevæge mig for langt væk hjemmefra for hovedet stod ikke fast, hvilket vil sige - Liggende transport til hospitalet ved vandafgang.
Da kl. var 16.00 og Georgios havde fri fra arbejde, gik jeg ham i møde. (Jeg havde en meget stor trang til at spadsere). Jeg havde en veninde på besøg om aftenen, og da hun skulle hjem, fulgte jeg hende afsted,og rundede lige blokken en ekstra gang på hjemturen.
Georgios var på vej i seng, da jeg kom hjem, og jeg fulgte trop. Da klokken var ca. midnat meldte den første ve sig, men jeg var ikke sikker på, om det var en ve, for det gjorde ikke særlig ondt. En time senere var jeg ringede jeg til fødegangen og beskrev min situation - og de mente, at det var veer jeg havde, men at jeg godt kunne blive hjemme et godt stykke tid endnu. Allerede 2 timer senere var der kun 3 minutter mellem veerne og de varede ca. 1 minut. Da klokken var 03.00 havde jeg ikke lyst til at blive hjemme længere, og vi tog afsted til hospitalet.
Fødslen - 23.10.1997:
Klokken 07.00 var jeg parat til at komme ind på en fødestue. Her syntes jordemoderen, at hun ville tage vandet, men jeg protesetede svagt, men som hun sagde - så vil det jo gå MEGET hurtigere. Og jeg var let at lokke i min smerterus. (Men det var her, at det startede med at gå galt - læs min egen teori.)
Hun tog vandet og det var grønt, samtidig dalede babys hjertelyd til ca. 50 slag!! (Normalen er 130-150). Hun gjorde sit for at få hjertelyden op igen, og det lykkedes med møje og besvær - efter at der var blevet sat elektroder på babys hovedskal, og jeg havde div. målere om låret og maven. Jeg blev MEGET hurtigt overflyttet fra klinikken til fødegangen, hvor der må bruges medicin, og der er læger lige ved hånden. Baby blev nøje overvåget bl.a. med en blodprøve - som heldigvis var fin.
Så gik fødslen "normalt" igen, men undervejs ca. ved 10-tiden, mente hun, at det var tid for vestimulerende drop. Det gjorde fandens ondt for jeg kunne slet ikke selv følge med i veerne. Lige før pressefasen faldt hjertelyden igen drastisk, men igen kom den op ved, at jeg blev vendt om på siden. Endelig måtte jeg presse.... hvilken lettelse. Efter et par presseveer blev hjertelyden igen ustabil, og læger blev tilkaldt. De sagde, at nu skulle jeg presse MEGET, ellers ville det ende med et kejsersnit - og gid det havde gjort det! Efter endnu et par håbløse veer, blev en hård cup lagt, og hovedet blev født. Men baby var stjernekigger dvs. ansigtet vendte op imod himlen, istedet for ned imod gulvet og det blev skæbnesvangert. Da han skulle tage sit første gisp, kom der en skylle grønt fostervand, og det blev trukket direkte ned i hans lunger.
Børnelægen skyndte sig at bringe ham hen til børnebordet for at suge hans mund og svælg fri for fostervand. Jeg kiggede glædesfuldt på min mand og sagde: "Det blev en dreng!" - intetanende om den alvorlige situation. Jeg var meget glad over endelig at være blevet mor, men efter et stykke tid, hvor jeg stadig ikke fik min lille dreng over på maven, spurgte jeg børnelæge, hvad der var galt. Lægen kiggede blot på sygeplejersken og kiggede hurtigt ned igen, uden at give mig svar. Så begyndte jeg for alvor at blive urolig.
Nikolaj blev født den 23.10.1997 klokken 11.34.
