Da Nikolaj døde, var det næsten en "lettelse", for nu havde vi en situation, vi kunne forholde os til. Nu var han væk, død og borte. Dette nerverpres det havde været med, at nu var han stabil, så ustabil, stabil, ustabil - det var næsten ikke været til at bære. Selvfølgelig ville vi have givet vores arme for at få ham med hjem, men når det nu ikke skulle være således, var det bedre, at det var "overstået". Nu kunne vi da i det mindste forholde os til denne situation.
Men hvor var det svært at komme hjem og se alle babytingene! Alle de ting der var tilegnet til ham, og som vi havde regnet med, at vi skulle tage i brug. Og alle de tanker jeg havde inde i hovedet om, hvorledes tingene skulle have været. Det var næsten tortur. De første 4-5 dage sad jeg bare derhjemme og stirrede ud i luften - når der altså ikke var gæster, der kom og lavede mad til os, og plejede os. Jeg turde ikke gå alene udenfor, turde ikke være alene hjemme, jeg ville bare flygte væk fra det hele - og have min lille Nikolaj med mig!!! Jeg var RASENDE på Gud, rasende på dem/de der havde bestemt, at Nikolaj skulle i himlen. Jeg blev ved med at spørge alle: Hvorfor???? Hvorfor skulle Nikolaj dø?? Hvorfor kunne det ikke bare være sket for en anden??? Hvorfor lige os??? Jeg var så fortvivlet og græd meget de første dage. Efter nogle dages forløb havde jeg ikke flere tåre tilbage, når jeg t
e med andre om forløbet. Jeg var som forstenet indeni. Jeg havde mange følelser, når jeg var alene med Georgios, men ikke når, der var andre tilstede. Jeg kunne bare ikke græde mere.
Jeg kunne heller ikke holde ud at tænke på, at Nikolaj var blevet obduceret og var blevet skåret i - de tanker skubber jeg stadig ud af mit hoved.
Georgios udlevede sin sorg ved at høre bragende høj musik!! Han gik ind i sin egen verden igennem musikken og havde sin sorg der.
Vi valgte, at få Nikolaj brændt og nu ligger han på fælles urnegravpladsen på Vestre Kirkegård i Sydvest i København. Nogle gange når jeg er deroppe, kan jeg dufte ham. Nogle dage er det meget svært at være der, andre dage er jeg glad for at komme der.
I tiden lige efter bisættelsen, blev jeg meget ked af det, når jeg tænkte på, at han lå deroppe alene i sin kiste med al mørket, der omsluttede ham - og der lå han og frøs! Jeg ville bare så gerne varme ham, så han ikke skulle fryse, og være der for ham, så han ikke skulle blive bange i mørket.
Min lille dejlige Nikolaj - hvor er det bare uretfærdigt og meningsløst, at du skulle dø. Jeg ved, at du ville være blevet et fint menneske.
Se billede fra bisættelsen.
Allerede 2½ mdr. efter Nikolajs fødsel blev jeg gravid igen. Det var også det eneste, jeg ville efter Nikolajs død. Jeg ville være gravid igen og have et nyt barn. Under hele graviditeten blev jeg fulgt nøje, men selve graviditeten var jeg ikke nervøs for, det var fødslen, der var et ventende mareridt - selvom jeg blev lovet planlagt kejsersnit. Hele graviditeten gik planmæssigt - dog med en kompliceret bækkenløsning, fordi graviditeterne lå så tæt. Men alt gik heldigvis fint, og vores lille dreng Constantin kom til verden 11 mdr. efter sin storebror Nikolaj, nemlig den 21.9.1998 ved kejsersnit.. Da Constantin blev født, var vi bare så lykkelige.... Endelig var vi "rigtige" forældre med skrig om natten, bleskiftning, amning og alt hvad der følger med et spædbarn. Hvor var det fedt! Og Nikolaj er - som du kan se - overhovedet ikke glemt. Nu er han en del af mit liv, som jeg kan mindes uden at gå fuldstændig i stykker indeni. Men glemt - det bliver han aldrig. - Og PS nu skal han være storebror IGEN til philip den 20. januar 2000 og igen til Anna den 6. oktober 2003.
